søndag den 2. september 2012

Så forsvandt den sommerferie, men god det var den. Cyklerne har dog ikke stået stille.

Herrecyklen har været en tur sydpå til Italien, hvor den har været brugt flittigt i det kuperet terræn.
Den har levet op til forventningerne - om at have en cykel som kunne give tilskudsfart ved lange stigninger og mulighed for at komme længere omkring end på en almindelig cykel. Batteriet har holdt mere end 30 km på en opladning pr. gang, hvilket er flot. Stellet er robust og giver sig ikke ved større belastninger.

Der er helt sikkert en ny elcykelejer på vej ;*)

Damecyklen blev lån til en af mine kollegaer og det var ikke helt let at få den retur igen ;*))
Hun cyklede næsten alle dage. 26 km. tur/retur pr. dag +  indkøb, frisør m.m. Nogle af de ting
hun fremhævede var: lang batteritid selvom hun kørte på højeste trin hele tiden, robust stel, god
siddestilling, mulighed for at have meget i cykelkurven uden at cyklen væltede, let at tage batteriet ud/ind,
ingen fornemmelse af at cyklen bremsede, når batteriet slog fra ved høj fart, godt med 7 gear.

En cykel hun helt sikkert vil overveje at købe, hvis hun skulle have en elcykel.

Jeg fik ingen negative tilbagemeldinger fra nogle af dem.



mandag den 9. juli 2012

Så kom der lidt mere gang i damecyklen som nu kører ca. 26 km hver anden dag. Ned af Oddervejen mod Strandvejen i Aarhus kommer der så meget fart på at motoren slår fra ( ved de obligatoriske 24,7 km). Cyklen triller fint afsted og jeg kan næste ikke mærke at motoren slår fra, hvilket er en positiv ting. På herrecyklen kan man godt mærke at den slår fra uden at det dog er generende.

Batteriet på herrecyklen har præsteret en tur på 25 km, stået stille i 5 dage ( uden ny opladning) og så en tur mere på 11 km. Efter de 11 km var der stadig tre prikker ud af fem tilbage, hvilket må siges at være rigtig godt.

Herrecyklen er forresten kommet med et hold venner på ferie, idet "fruen" i huset gerne ville have lidt el-hjælp. Er spændt på at høre hvordan det er gået.

torsdag den 7. juni 2012

Det kører bare derud af ;*))

Elcyklerne bliver stadig flittig brugt.

Herrecyklen kører pt. 24 km hver dag. Batteriet holder stadig som lovet, selvom der køres på højeste trin hele vejen. Der lades ikke op før cyklen igen står hjemme i garagen. At batteriet holder som lovet er et stort plus. Hvis jeg skulle ud og vælge cykel i dag, ville det være noget af det som jeg ville vægte højest.
(Bilka lover 30-40 km på en opladning alt efter hvor meget du selv hjælper til.

Herrecyklen har kun 3 gear og det syntes jeg er for lidt. Når der køres med fuld assistance så hjulrer man i 2. gear, men 3. gear er for tungt. På damecyklen har jeg 7 gear og det er perfekt. Det kan godt betale sig at give de sidste kroner og så få 7 gear.

Damecyklen kører ikke så meget som herrecyklen. Ca 5-10 km. i hverdagen. I weekenden bliver den til gengæld flittig brugt f.eks. til indkøb og jeg bliver stadig overrasket over hvor meget der kan fyldes i kurven uden at cyklen vælter.



Så der er ingen undskyldning for ikke at tage cyklen og mangler der alligevel plads, så kan der sættes cykeltasker bagpå. ;*)).





mandag den 21. maj 2012

Så kom endelig indlægget vedr. herrecyklen.  Der har været lidt knas med pedalerne, men disse er nu løst.

Testeren, en ivrig cykellist skrev:

Det var alt i alt en positiv og spændende oplevelse at køre på elcyklen.
Positive erfaringer:
·         Det var en stor fornøjelse at køre op ad bakkerne. Oddervej, der går med en jævn stigning gik som en leg.
·         Nordlige Bjergvej op over Jelshøj, der vel er noget af det stejleste, vi har i Århus var en udfordring, men ved at gå ned i 1. gear var der god hjælp fra motoren. Det skal så siges at jeg kørte med ganske meget oppakning, så vægten – ud over cykel – var over 100 kg.
·         Jeg cyklede på arbejde 3 dage i træk i hårdt blæsevejr. 34 km. hver dag. Det havde jeg ikke gjort, hvis jeg skulle køre på min egen cykel.
·         Jeg kørte frem og tilbage – 34 km. på en opladning en dag. Jeg var lidt i tvivl om den kunne hjælpe mig op over den sidste bakke, lige inden jeg var hjemme, men det gik. De øvrige dage ladede jeg batteriet op på arbejde, det følte jeg mig mest tryg ved.

Knap så positive erfaringer:
·         Cyklen kører lidt for langsomt til mig. Jeg kom ofte over den fart, hvor motoren hjælper til (25 km/t), men når motoren hørte op med at hjælpe var den så sej at køre, at fornøjelsen gik af det. Derfor vænnede jeg mig til at køre mere tilbagelænet og lade motoren hjælpe. Men det betød at det tog længere tid for mig at komme på arbejde end på min egen cykel, selv om det går både op og ned ad bakke.
·         Det var koldt om morgenen, så jeg kørte med vintercykelhandsker. Her var det svært at justere på motorhjælpen fra trin 1 til 5 – og hvis jeg prøvede at starte vha. den indbyggede ’6 km.’ hjælp, fik jeg uvægerligt skubbet motorydelsen i bund samtidig. Uden handsker fungerer det ganske fint.

o-o-o-o-o-o-o-o-o-o

Kommentar til punktet med cyklen som kører for langsomt:

 Det er lovmæssigt at cyklens motor skal slå fra ved 24,7 km/t, idet cyklen ellers vil blive betragtet som en knallert. Da cyklen vejer 25 kg. kan det ikke undgås at den så føles lidt sej at køre.


torsdag den 19. april 2012

Herremodellen er ankommet. Der vil i løbet af næste uge blive lagt kommentarer ind.

På den nye model er der kommet flere funktioner på displayet. Der er fem hjælpetrin på motoren (den gamle havde kun tre) og der er kommet en 6 km/t knap på. Denne kan bl.a. bruges når cyklen startes op eller man skal trække den op af en bakken o.lign.

Damecyklen kører stadig bare derud af og jeg er blevet ret afhængig af den ;*)). Jeg har ikke noget at udsætte på den. (Jeg ville dog gerne have haft det nye display, det er bare lækkert.)

Turen til arbejdet bliver kørt i regn, blæst og et par dage i lettere slud. Det ville jeg ikke have gjort, hvis ikke jeg har haft cyklen. Selvom der er motorhjælp på, så har cyklen nok givet mig mere motion end jeg eller ville have fået. Den er for os blevet vores 2´er bil og jeg bruger den rigtig meget. Jeg har boret et hul i mit skur og ud af det har jeg trukket ledningen fra opladeren. Når jeg kommer hjem fra en cykeltur sætter jeg stikket i og jeg er så sikker på at cyklen er ladet fuldt op til næste gang.

For et par uger siden kom jeg en veninde til undsætning, idet hun ingen bil havde denne dag. Hun arbejder 12 km. herfra i Åbyhøj, så turen på arbejde går meget op ad bakke. Det var en meget blæsende dag og hun var ikke sikker på om hun havde cyklet hjem igen, hvis ikke der havde været motorhjælp på.
Hun havde kun rosende ord overfor cyklen og overvejer nu om hun skal have en.



tirsdag den 20. marts 2012

Så blev det endelig forår og cykeltid

Så blev det endelig marts måned. Erantis, vintergækker og våriris vælter op af jorden. Det er forår og cykeltiden er startet. Pånær de to dage hvor vi havde sne, så har jeg cyklet hver dag og det har været rigtig fedt. Jeg har et godt stykke over åbent land, og selvom der til tider blæser en god kraftig vind, så cykler jeg bare afsted og regulerer farten via displayet på styret.


Solopgang marts 2012. Snart på cyklen og på vej til arbejdet.


Cyklen lever stadig fuldt op til mine forventninger. Det eneste jeg indtil videre har kunnet ønske mig anderledes er en forlygte som får strøm fra motoren som sidder i forhjulet. Det skulle være til at lave. Om det også er muligt at lave en baglygte, det ved jeg ikke. Håber det er noget Bilka vil tage med til deres næste model.

Her er så min Puch elcykel.

Har hørt at herrecyklen er på vej. Det glæder vi os til. Tror der bliver rift om den. Min mand har 13 km til arbejdet og der er flere i området som har længere på arbejdet og som gerne vil prøve den.
Skriver når den er ankommet.

torsdag den 9. februar 2012


Mine erfaringer p.t. med PUCH el-cyklen.

Af ting på cyklen som jeg vil fremhævet som gode er:

Håndtagene er det lækreste jeg nogen siden har haft. De er formet , så hånden ligger rigtig behagelig og får en god støtte.

Den kraftige støttefod som er blevet sat på til at støtte cyklen, så den ikke vælter når der er indkøbsvarer i kurven foran på cyklen. Jeg har præsteret at have to liter mælk, 5 kg mel, salat, agurk og smør i kurven - uden at cyklen væltede.

Der sidder ved forhjulet en kraftig fjeder som også gør at hjulet ikke svinger rundt, når der er tung læs på kurven.

Selve displayet som kan vise batteritid, hvilket trin du er på samt det, at du hurtig kan tænde/slukke, hvis der er behov. Lige meget hvilken hastighed cyklen standser på vil den altid starte på trin 1.

At der er tre trin på cyklen for fart og du på trin 1 godt kan få sved på panden, hvis det ønskes, men at du på trin 3 bliver blæst frem . Selv i pæn modvind kan du cykle uden at blive svedig, få ondt i benene eller blive nødt til at stå af cyklen for at trække.

Dækkene er de specielle punkterfrie dæk.

Batteriet er let at af- og påmonterer. Du bestemmer selv om det skal oplades direkte på cyklen eller om du vil tage batteriet med ind for opladning.

Omkring cyklens batteritid har jeg ikke så store erfaringer endnu, idet min længste tur har været på 6 km. Når jeg får længere ture vil mine kommentarer komme her på siden.